Dette indlæg er gammelt og kan indeholde fejlagtig information.

Få bugt med skægkræ

Du kender måske allerede sølvfisken? Den har en skægget fætter, som er lidt større og mere besværlig at få bugt med. Læs her, hvordan du kan få bugt med det skæggede insekt.

Skægkræ, eller skægget sølvkræ, har siden 2017 fundet sig til rette i flere danske hjem, men det lille insekt kan gnaske sig igennem både madrester og genstande i dit hjem. Vi har samlet et par tips til at få bugt med de skæggede insekter.

Identificér først insektet
Skægkræ er et insekt, der kan blive op til to centimeter (sølvfisk bliver oftest op til én centimeter) – og så er der forskel på, hvad de to insekter går på jagt efter.

Skægkræet er ikke farligt, men er glade for at gnaske i genstande som papirdokumenter, malerier, bøger, bomuld og LP-covers. Og så spiser de også gerne madrester, der ikke opbevares i lufttætte beholdere.

Hvor sølvfisken holder til i mere fugtige omgivelser, som f.eks. badeværelset, er skægkræet mere til tørre og varme rum som stuen eller soveværelset.
Du kan også genkende skægkræet på ‘skægget’. Skægkræ har nemlig kraftige hår foran – og lange haletråde bagtil – i modsætning til sølvfisken. Desuden er dens overflade mere ’spættet’ grå end sølvfisken, og så er den også ofte større.

Hvordan slipper du af med skægkræ, når den først har indtaget boligen? Vi har samlet tre gode råd:

1. Støvsug ofte revner og sprækker
Simpel støvsugning er den mest simple måde at slippe af med skægkræ på. Hvis din bolig så vidt muligt holdes frit for støv og andre småpartikler, har kræet mere svært ved at leve – og gemme sig. Husk at skille dig af med støvsugerposen efterfølgende.

2. Sørg altid for rigelig udluftning – og regulér temperaturen

Sænker du temperaturen i din bolig, kan det hjælpe til at få bugt med skægkræene. De trives nemlig bedst omkring 24 grader. Og luft ud hver dag. Når du slipper frisk luft ind gennem boligen, bliver støv og andre småpartikler nemlig ‘blæst’ væk.

3. Opsæt limfælder

Limfælder er gode til at fange de skæggede kryb. Vi anbefaler, at du opsætter limfælder langs fodpanelerne i de rum, hvor du har observeret skægkræ. En limfælde giver også på kort tid synligt bevis for, hvor stort problemet er – og hvordan Heimstaden kan hjælpe dig, hvis du ikke selv kan slippe af med skægkræet.

Du kan købe limfælder i Matas og de fleste byggemarkeder.

———-

Du kan altid kontakte Heimstaden, hvis du observerer mange skægkræ og/eller andre skadedyr i dit hjem.


Heimstaden

Tilføj kommentar eller skriv et nyt indlæg

Dit navn og indlæg kan ses af alle. Din e-mail vises aldrig offentligt.